Hjemmesiden “Fabricius-Slaegt"
Hjemmesiden “Slægtsforeningen Fabricius” er et forsøg på at videreføre et genealogisk arbejde som blev udført mellem 1908 og ca 1975 og som resulterede i en række trykte slægtsbøger (senest i 1966) – derefter ebbede aktiviteten ud dels på grund af stigende omkostninger, dels vel nok på grund af “metaltræthed” i organisationen.
Men i jubilæumsåret har jeg - Christian Fabricius, Faaborg-slægtens nr 353a, pensioneret gymnasielærer - fået den dristige idé at overføre de gamle udgivelser til et elektronisk slægtsforskningsprogram og lægge det fuldt tilgængeligt på en hjemmeside. Men ikke nok med det: en beskrivelse af projektet er i maj 2008 blevet sendt til ca 1300 personer som bærer Fabricius-navnet, fundet på KRAKs internet-side.
Folderen indeholdt en opfordring til at sende oplysninger om deres tilknytning til én af Fabricius-slægterne og hjælpe med at udfylde hullet mellem 1966 og i dag. Til dato er der indkommet svar fra godt 200, men de dækker tilsammen en større del af målgruppen.